Du har ingen varer i kurven.

Havørredfiskeri i åen

Nu er det endelig ved at være tid til at komme afsted til åen efter havørred.  Fiskeriet efter havørred i åen er både spændende og intenst, og giver ikke mindst muligheden for både store og flotte fisk.

Havørred pladser

Havørreden vandrer op i åen for at gyde. Når havørreden er i åen, gemmer den sig i dagtimerne under brinker og i dybe huller. Det er ofte kun om natten, at havørreden svømmer videre for at finde en ny standplads i åen. Det er derfor en god ide at kende til standpladserne i åen. En god standplads er ofte et sted ved åen, hvor havørreden kan skjule sig. Det er derfor ideelt, hvor træer, siv eller lign. hænger ud over brinken. Det er også en god ide at finde steder i åen, hvor havørreden kan gå i ”læ” for strømmen. Det finder havørreden ofte i sving og bag store sten i åen. Finder du nogle af disse havørredpladser i åen, er der gode chancer for at få en havørred på krogen.

Havørredfiskeri i åen

Sådan fanger du havørred i åen

Fiskeriet i åen efter havørred kan gribes an på mange forskellige måder. Der kan fiskes med flue, spinnere, woblere, blink eller regnorm. Den mest anvendte fiskemetode er fiskeri med spinnere. Med en spinner kan du hurtigt fiske noget vand af i åen. 

Når du fisker i åen, er det vigtigt, at du fisker forholdsvis dybt i vandsøjlen. Det er derfor en god ide at kaste opstrøms. Ved at kaste opstrøms får strømmen dit endegrej længere ned i vandsøjlen. Valget af størrelsen på din spinner afhænger af, hvilken å du fisker i. Jo dybere åen er, jo tungere skal din spinner være. Den mest anvendte spinner er en Mepps i str 3 eller 4.

Hvornår på dagen er det bedst at fange en havørred?

Når havørreden er i åen, er den meget sky. Det er derfor en god ide at fiske tidlig morgen eller sen aften, når solen ikke er helt fremme. Når solen er fremme i dagtimerne, kan du hurtigt komme til at kaste skygger ud over vandet. Du risikerer hermed at skræmme fisken. I de tidlige morgentimer er der ekstra gode chancer. Her trækker havørreden væk fra standpladsen og længere ud i åen. Der er også gode chancer efter et regnvejr. Et par dage efter et regnvejr kommer der nye havørreder op i åen. De er ofte nemmere at fange og ikke så sky, som de havørreder der har været oppe i åen længe.

Bedste steder at fange en havørred

Her i Danmark er der mange åer, hvor havørred fiskeriet kan være fantastisk. For at nævne et par stykker er der fx Ryå, Lindenborg Å, Binderup Å og Uggerby Å. Der er stor forskel på hvor brede og dybe de forskellige åer er. Det er derfor også forskelligt, hvordan fiskeriet skal gribes an.

Havørredfiskeri i åen

Fisketips til havørred

  • Gå forsigtig langs åen, så du ikke skræmmer fisken. 
  • Find ud af, hvor de gode standpladser i åen er. 
  • Fisk tidligt morgen eller sen aften. 
  • Fisk dybt 
  • Husk fisketegn og fiskekort til åen.
Gå aldrig glip af et godt tilbud, tilmeld dig nyhedsbrevet her